Kunstnere gik upåvirkede rundt i lokalet, og placerede sirligt deres malerier på deres tildelte vægge. Jeg selv stavrede rundt iblandt dem, endnu en selverklæret kunstner, blot med små ti måneders erfaring. Mine øjne sørgede for ikke at ramme andres, og jeg holdt malerierne tæt ind til kroppen, idet jeg ledte efter en væg til mine egne værker.
Min væg dukkede op, det var den samme væg som sognets tidligere præst udstillede på. Jeg begyndte at hænge op, fast besluttet på ikke at lade mig påvirke af de etablerede kunstnere, der havde brugt en livstid på at udvikle sig. Det virkede ikke. Så snart lærrederne hang, hvor de skulle, havde jeg lyst til at tage dem ned igen. Mine billeder skilte sig meget ud fra de andre, selvom heller ingen af dem lignede hinanden. Skam sivede igennem min krop, og jeg kæmpede med ikke at lade den overtage. Et skridt, to skridt, tre skridt væk, kiggede jeg igen på min egen væg, og sank en klump.
Hvor jeg derhjemme havde det fantastisk med at lege kunstner, og kunne se alt det gode i hvert billede, jeg fik malet, kunne jeg nu finde alt det, der ikke var godt. Flotte billeder falmede, min selvtillid dalede, og selv entusiasmen over det kunstnernavn og den identitet, jeg var ved at skabe mig, var ikke længere at finde. Det eneste, jeg var rigtig stolt over, var de visitkort jeg netop havde fået hjem, og som jeg ikke engang selv havde lavet. Måske var det netop derfor, jeg var så begejstret for dem.
Jeg forsøgte at bevæge mig rundt til kunstudstillingen og rumme både mine egne og andres værker, uden at dvæle ved skam og hjemmeskabt ydmygelse. Det fungerede i kort tid ad gangen, og jeg fandt tryghed hjemme foran fjernsynet, imens udstillingen gik sin gang. Jeg havde glædet mit til stolthed og glæde, til at imponere andre, til at finde ro i min skabelse, for det måtte være sådan kunstudstillinger var for en ny kunstner. I stedet grinede mit indre hånligt at den titel, jeg havde tildelt mig selv.
Jeg talte ikke med andre kunstnere under udstillingen, og fortalte ingen af dem jeg mødte, at jeg udstillede derhenne. Muligheden for at lære noget, høre noget, tale med erfarne kunstnere, den tog jeg ikke. Det var langt mere angstprovokerende end jeg nogensinde havde forestillet mig. Det, at lade mine værker hænge til frit skue en hel weekend, det var i sig selv rigeligt at håndtere.
Og således slog jeg mig selv i hovedet med et usynligt lærred, imens jeg smilede til familie, venner og bekendte, når de roste mine værker. Jeg måtte jo under ingen omstændigheder tale mig selv eller mit arbejde ned, det kan man ikke som kunstner; man er sin egen reklamesøjle, sit eget brand, sin egen sælger.
Et lettelsens suk fandt ud af min krop, som jeg lagde mine malerier ind i bilen, og gjorde klar til at forlade kunstudstillingen. Uanset hvordan oplevelsen havde lagt sig i min krop, så havde jeg gjort det. Jeg havde udstillet mine værker, jeg havde ladet andre se min kreative side, omend den ikke var i nærheden af at være professionel, erfaren eller selvsikker. I stedet var den sårbar og skrøbelig, noget jeg slet ikke havde opdaget.
Og nu, nu er jeg træt.