I går blev jeg gjort opmærksom på, at hvis man læser denne her side som en form for dagbog (hvilket jeg godt forstår, at man kan gøre), så ligner det, at det er en meget trist person, der skriver.
Når jeg skriver noget herinde, er det som Luna Björk, en form for kunstnerisk alterego. Det betyder at det meste der ender her er ren fiktion; det har aldrig været mine personlige tanker, følelser eller oplevelser. Det er ren fantasi, det er hørt i en sang eller på gaden eller i en diskussion, og så bygger jeg ud fra det. Dramatiserer. Gør det hele mere fint og litterært.
Der er ingen tvivl om, at jeg ser det æstetiske i melankoli, og måske er det netop fordi der ikke er så meget af den slags i mit virkelige liv.
I mit virkelige liv er jeg lykkelig. Jeg har fundet den mand, jeg vil leve resten af mit liv med, og jeg har allerede været så heldig at have syv hele år sammen med ham. Jeg har en støttende familie, som altid tror på, at jeg kan det jeg sætter mig for. Jeg har fantastiske venner, som jeg elsker så højt. Jeg har alle muligheder, hvilket er helt overvældende, men også fantastisk, og jeg er meget taknemmelig.
Det ser man ikke herinde, for det her er ikke en dagbog. Jo, der har været et par tekster på det sidste med rod i virkeligheden, men dramatiseret og sat på spidsen. Jeg tager fat i de mest ekstreme af de følelser jeg har, og kører med dem, for det finder jeg interessant. Jeg mener ikke at min elskede har taget en drøm fra mig, men jeg har haft en lille egoistisk følelse af, at det var sådan. Så snart jeg tillod den ekstrem at komme ud, er den blevet væk. På nuværende tidspunkt lyder Danmark meget mere trygt og rart, imens England er vokset til at blive noget, der indeholder frygt og afsavn.
Når jeg skriver om frikadelleopskrifter handler det ikke om min bedstemor, og når jeg skriver om at "du har opdraget mig sådan", så handler det ikke om min mor, men det er en tale fra en generation til en anden. Sådan skal alt herinde læses som litteratur, ikke som virkelighed.
Denne her side og de ord, jeg skriver her, er ikke om mig og mit liv, men et sted hvor jeg kan lege med ord. Nogle gange har de stort afsæt i mit eget liv, men for det meste har det ikke. Det er derfor det er Luna Björks notesblog, og ikke mit eget navn.