Jeg skal mødes med min skrivegruppe i dag: min gruppe af venner, som også er forfattere, som er intelligente og dygtige, og som har store drømme, ligesom mig selv.
Jeg har mange venner, men det her er en anden slags venner. Vi har en ting, der er vores ting. Som om vi har et hemmeligt sprog, som andre ikke forstår. En klub, andre ikke kan være med i. Jeg har lyst til at fortælle alt om dem, og samtidig har jeg ikke lyst til at dele dem. Vores relation er skabt gennem en fælles passion, der er så stor, at der er skabt et eller andet bånd mellem os. Jeg er altid taknemmelig over at bruge tid med dem. Over at dele mine tekster med dem, og modtage konstruktiv kritik, som kun gør mig bedre. Over at få lov til at læse deres tekster, deres kommende romaner, deres projekter, som en dag skal deles med verden udenfor.
Vi lader hinanden få del i vores ufærdige skaberværk, og det er sårbart. Der er en gensidig respekt for hinandens arbejde, og en omsorg i den feedback der gives. De gør mig til en bedre forfatter, og når jeg bliver udgivet, så skylder jeg dem en stor tak.