Det her bliver min første skriveøvelse på denne her måde.
Jeg ved ikke, om det kommer til at holde, om det giver mening at gøre det her i
praksis, men i teorien gør det. Meget.
Jeg har i de sidste to uger været elendig til at få skrevet,
og det er et problem, når jeg har en ambition om at være færdig med min roman i
løbet af sommeren. Den roman, som jeg cirka er halvvejs med. Hvorfor glemmer
man at gøre de ting, som både gør en glad, og som har et formål? Uanset
hvorfor, så er det det jeg gør. Denne her skriveøvelse skal være med til at få
mit hoved ind i teksten igen. Det er i princippet en opvarmning. Jeg har sat
mit ur på tyve minutter, og så skal jeg skrive imens, alt hvad jeg kan komme i
tanke om. Det er lidt underligt, for jeg skriver bare det jeg tænker, og i
virkeligheden giver det nok ikke så meget mening. Ikke indholdsmæssigt. Men
måske er der en spurt til fingrene, hvor de får lov til at kaste sig rundt på
tastaturet, klikke løs, skabe noget på skærmen, også selvom jeg ikke helt ved
hvad det er. Jeg har mange skriveøvelser jeg har prøvet af, og det har
tidligere været godt, så jeg tror, at det er min strategi nu. Jeg starter dagen
med at skrive i tyve minutter uafbrudt, jeg laver en stream-of-consciousness,
jeg finder et tumblr-billede, og skriver i et stykke tid ud fra det.
Det sætter nok et eller andet i gang.
Det er meget upoetisk at sidde og skrive så hverdagsagtige
tanker, og det virker lidt plat, når min tanke er, at min roman skal være
storslået og fantastisk. Det er den første roman jeg skriver færdig – for jeg
skriver den færdig – og det ville være helt skørt, hvis den giver mig så meget
succes, som mit fantasifulde hoved kun drømmer om. For Luna Björk, min
kunstneriske tvilling, er det vejen til at give hende en fast plads i mit liv.
At give hende et skrivebord og en arbejdsplads, så hun nok skal klare at tjene
til føden, imens jeg selv kan lege. Jeg føler at vi er to, på den måde. Mig,
Caroline, der i øjeblikket leger havfrue, og har brug for at blive afleveret i
børnehaven, så jeg kan finde biller, samle smukke sten og klæde mig ud. Så er
der mig, Luna, som er kunstneren, den meget ambitiøse og tålmodige person, som
har ventet et helt liv på at få lov til at fylde mere. Og jeg vil så gerne give
hende plads, og i nogle perioder fylder hun mere end andre, men nogle gange
leger jeg så godt, at jeg glemmer hende. Så skal vi begge to i stedet sidde og
læse unitekster, og det er der i virkeligheden ingen af os der synes om.
Det her er måske en måde at invitere Luna til at dukke op
på. Det lyder helt skizofrent, jeg ved det, jeg læser psykologi. Men måske er
det også en god måde, at arbejde på. At når jeg sætter mig ved skrivebordet, så
er det Luna der er aktiv, og når jeg går derfra, så er det Caroline der får
lov.
Jeg har overvejet om jeg skulle dele mine skriveøvelser på
Nymåne, min blog. Lige nu bliver ordene skrevet i Word, og det kan også være,
at de skal blive her. Men der er et eller andet der siger mig, mit heksejeg, at
jeg skal manifestere mine skriverier ved at dele dem med verden. At ved at give
Luna plads, ikke bare herhjemme, men i den online verden, så sætter jeg noget i
gang. Jeg giver mig ikke bare tid til at pleje hende, men også plads, en
platform, til at være på, andet end et anonymt dokument på min egen computer. I
så fald vil dette indlæg både være langt og mystisk for de, der læser med, men
måske giver det noget.
Det går op for mig, at jeg siger hende om Luna, og mig om
Caroline. Måske er hun ikke skrevet rigtigt frem endnu, eller også virker denne
form for skriv lidt for fjollet til at give Luna credit for at skrive det. Om
jeg deler dette eller ej, så lader jeg det være uredigeret, for det rå giver
nok mest. Det er heller ikke andet end en øvelse, det er ikke noget der skal
give værdi, andet end at kickstarte skriveprocessen på romanen.
Hvis jeg mærker efter nu, frem for i de første linjer, føler
jeg mig faktisk mere klar. Som om månen på min arm i løbet af dette skriveri er
begyndt at lyse som en talisman, der nu har samlet kræfter til at gå i krig. Og
nu ringer mit ur.