2. aug. 2019
Sol og is og hveps
Vi sad på terrassen, begge med en sunlolly i hånden. Den grønne, den med vindrue. Han slubrede når han suttede på isen, og sugede smeltet is med op. Saksen vi brugte til at klippe vores is op med, lå let åben på bordet, klistrede dråber lå på metallet. De små papirstrimler fra isen var ved siden af, den ene blev klippet så det yderste stykke is røg med. Hans var ikke klippet ordentligt, han rev i isen for at åbne den helt, selvom han bare kunne have klippet igen. Papiret var flosset, der hvor isen nu stak op. En hveps summede rundt, hen forbi mit hår, hvor jeg viftede den væk, så ned på bordet, hvor dens egen isbuffet stod klar. Den fløj forbi papiret, hen på saksen. Antennerne virrede interesseret rundt, mens den trippede let frem og tilbage mellem de klistrede, smeltede dråber. Bagenden vibrerede stille op og ned. Den gik hen mellem saksens skarpe stykker metal. Den spiste sød vindrueis og nød sommeren ligesom os. Det summede ikke længere. Den gik længere ud, længere ned, og sad snart med hovedet ned mellem saksens knivblade. Jeg skævede over til dig, men du var nu færdig med din is, papiret så fladt på bordet, og dit ansigt vendte op mod solen. Dine smukke brune øjne var lukkede. Jeg kiggede på hvepsen igen, hele dens overkrop var nu nede mellem saksen, bagkroppen stak opad, stadig let vibrerende, som når en hund logrer med halen. Mine hænder tog sig den frihed, at røre ved saksens greb. Jeg sad stille lidt. Hvepsen blev beslutsomt siddende, du gjorde ikke mine til at stoppe mig, til at bede mig lade den være. Du kiggede selvfølgelig heller ikke. Så gjorde jeg det. Min tommel- og pegefinger trykkede sig sammen, og saksen lukkede sig, så hvepsens to dele gik fra hinanden. En lav, skarp metallyd fulgte. Bagenden vibrerede en smule på bordet, inden den stoppede helt. Som en høne efter et økseslag. Du reagerede stadig ikke. Jeg smilede og skubbede til de to kropsdele på bordet foran mig med spidsen af saksen. Der var ingenting at gøre, det var slut. jeg trillede først forenden ned over bordet, så bagenden, og så var der ikke mere hveps. Solen bagte, og jeg spiste min is færdig.