Brune blade var begyndt at dale mod jorden, de var sprøde og knasede let, når man trådte på dem. Det var virkeligt begyndt at blive efterår.
Jeg sparkede mod et blad i bevægelse, og ramte forbi. Jeg kiggede rundt, og gik videre uden yderligere spark.
Et brunt blad knasede under mine støvler, og jeg kiggede mig over skulderen for at se det. Det var så sprødt, at det var knækket i mange små stykker, alle formet af bladets årer.
Brunt støv og små bladstykker sang og dansede under mine fødder ved hvert skridt nu. Under mig var der primært brunt, somme tider med et rødligt skær, imens der over mig stadig var mange farver. Det mørkegrønne, saftige blade var også stadig at se rundt omkring i trækronerne, men de fleste med den begyndende overgangsfarve i rød og gul. De vinkede venligt, da jeg bevægede mig forbi, og lod mig vide, at nu var det snart tid; nu ville verden snart begynde at brænde. Jeg havde set det, at det brændte voksede frem. Efter ild, kommer aske, det havde sålen på mine sko allerede opdaget.