Når hun havde læst en god bog, som hun ikke i forvejen ejede - en hun havde lånt på biblioteket eller af en ven, eller en hun havde hørt på lydbog - ville hun eje den. Det var som om bogreolen ændrede sig til en trofæhylde, og selvom hun vidste, at hun aldrig ville læse den igen (livet er for kort og bøgerne er for mange, til at det ville give mening at læse den samme bog flere gange), havde hun et behov for at kunne se på den. At kunne huske sig selv på oplevelsen, den havde givet hende, karaktererne, der var med, og historien, hun havde gennemlevet med dem. Hvis hun var en morder, tænkte hun somme tider, så ville hun være en af dem, der tog et minde fra hver af de døde. Gemte dem på en helt særlig plads, og kiggede til det engang imellem, bare for at huske, hvordan det var. Hvis hun blev taget, ville de kunne dømme hende for alle forbrydelserne. Hun ville afsløre sig selv. Godt at hun ikke var en morder, tænkte hun med et smil, og strøg hånden over Kvinden der forsvandt, af Gillian Flynn. Amy Dunne havde været smartere, hun var ikke sådan en, der gemte trofæer; hun planlagde og hun handlede. En beundringsværdig kvinde, tænkte hun ved sig selv.