Der er nyheder i vores familie på to, og det betyder kæmpe forandringer for de næste par år. Jeg er løve og naiv og godtroende, så jeg ser fremtiden som noget, der indeholder kæmpestore succeser for os. Jeg er klar, og siger ja til de eventyr, vi får muligheden for at tage.
Hele det her eventyr, som jeg ikke vil forklare så meget om i dag, for jeg ved vitterlig intet endnu, betyder, at jeg, lille, grønne plante, skal rives op med rødder og placeres et helt nyt sted. Tidsbegrænset, bevares, men to år er længe alligevel. Jeg glæder mig, for jeg har lyst til eventyr, det spontane er fantastisk, og vi skal nok finde ud af det. Tiltro til universet og sådan noget. Den mørke side, som faktisk ikke fylder meget i mig mere (komplet modsat de første tre år på uni, hvor det mørke åd mig indefra), har dog små indvendinger. Hvad hvis jeg ikke falder til? Hvad skal jeg overhovedet lave? Hvad hvis jeg bliver ensom?
Det gør jeg sikkert. Jeg får sikkert hjemve. Men jeg får også det eventyr foræret, som jeg har drømt om. Vi får den mulighed, vi snakkede om for fem år siden, som bare var en utrolig drøm. Jeg føler mig ikke stresset over det, men taknemmelig.
Det ovenstående giver muligvis ingen mening for en udenforstående, men det er min notesblog (stavemåden er en pun, jeg kan godt stave, ish), og dette skulle ud. Jeg er rundt på gulvet, og samtidig så rolig, som jeg aldrig har været før.