Jeg har lyst til at grine, for teksten, som jeg skrev for et øjeblik siden, er måske ikke gældende mere.

Det er typisk mig. Jeg bliver givet noget, som er potentielt eller måske, og straks tager jeg imod det. Jeg omfavner det og kysser og krammer det. Jeg bliver så entusiastisk med det samme, og jeg er klar, nu, lige nu.

Ofte ender det dog med, at jeg må give slip igen, mere eller mindre skuffet, fordi jeg var for hurtig. Jeg involverer mig og glæder mig, også selvom det ikke var andet end et måske. Måske'er er jeg ikke så god til, for jeg vil gerne glæde mig. Jeg elsker at glæde mig. Jeg elsker at drømme, og jeg elsker at se, hvordan det hele udfolder sig, når det der kun måske er en ting, bliver en ting. Hvilket det nogle gange aldrig gør.

Det er fantastisk, for jeg ser så meget potentiale i alt. Alt. Det betyder jeg er klar, jeg vil alt, jeg kan alt, jeg glæder mig til at kaste mig over alt. Så når det, jeg var klar til at kaste mig over, bliver revet væk, så er det altid lidt øv. Meget øv.
På samme måde, som jeg hurtigt bliver entusiastisk, så bliver jeg hurtigt skuffet. Højt at flyve, dybt at falde, og det hele sker nogle gange på få, hurtige øjeblikke.

Lige nu er alt måske, og jeg synes at det er svært, når jeg hverken kan glæde mig eller sige øv. Så sidder det hele tiden på skulderen af mig, og jeg kan ikke slippe det. Det i sig selv er selvfølgelig også lidt øv.