Det er første gang i nogle år, at jeg føler mig investeret i noget på uni. Praktikken er ikke talt med, for uni havde reelt intet med oplevelsen at gøre.

Specialet kræver mere af mig, end jeg havde troet. Mange ting har været mulige at winge på studiet, og det er de 65 sider ikke på samme måde. Heldigvis, får man lyst til at sige. Samtidig med at det er frustrerende at kæmpe med en stor opgave som specialet, er der noget tilfredsstillende ved faktisk at skulle gøre noget. Det er pisse hårdt og irriterende, men endelig er det det. Giver det mening? Endelig er der en kamp at kæmpe for, ikke bare noget, der kan improviseres, men som kræver en indsats. En hård indsats, jeg flere gange om dagen gerne ville betale for at slippe for, men stadig.

Jeg ved ikke, hvad jeg vil sige med det. Prøve at finde det positive i en kedelig/frustrerende/irriterende/umulig situation (way to be dramatic, wow), måske. Hjælper det? Meh, det ved jeg ikke. På trods, er der stadig tid til overspringshandlinger. Hence, dette skriv.