Min fisk har taget en beslutning, og med den taget noget fra mig. Han siger ikke, at han har taget beslutningen, men jeg ved det. Han kigger på lejligheder herhjemme, han snakker som om at fremtiden er lige her, selvom den for en måned siden var i England. Jeg bliver forvirret midt i det, midt i potentialet, som ikke længere er potentiale, men som han ikke fortæller mig om. Jeg føler mig ensom i håbet, fordi han har forladt det uden at dele det med mig.
Jeg elsker min fisk, men han kan gøre det svært for mig, på samme måde som jeg kan gøre det svært for ham. Hans umiddelbare entusiasme der bevæger sig over i logik og fornuft stemmer ikke overens med min længsel efter eventyr, min begejstring der altid eksisterer. Jeg vil så gerne, men det er blevet taget fra mig.
Jeg ved ikke, om han har tænkt sig at dele det med mig, eller om han håber på, at det løber ud i sandet. Så må jeg være konfronterende og spørge, og så bliver han skarp og kontant, og så bliver jeg ked af det, fordi han bekræfter at drømmen igen kun er drøm, uopnåelig, fantastisk drøm.